Dengang jeg ikke blev stævnet af Ønskeskyen

Prolog

Alt, hvad jeg skriver her, skriver jeg som privatperson.

Kapitel 1: Opkaldet

For lidt over et år siden, hen mod slutningen af januar 2023, får min chef i Datatilsynet, hvor jeg arbejder som dataspecialist, et overraskende opkald. I telefonen er en advokat fra Mazanti-Andersen med titel af partner, som siger, han repræsenterer Ønskeskyen. Han vil gerne tale med min chef. Om mig.

Nogle dage før min chef tager telefonen, offentliggjorde jeg indlægget 2-0 til wishlist.dk i kampen mod Ønskeskyen på min blog. Indlægget er humoristisk. Når jeg omtaler ukommercielle wishlist.dk som en konkurrent til ønskeskyen.dk, er det faktisk ikke noget, jeg mener alvorligt. Jeg håber og tror, at den gennemsnitlige læser vil forstå indlægget på samme måde, som det var tænkt, nemlig som en satire over iværksætterlingo krydret med en fortælling om en teknisk udfordring, jeg havde fundet en løsning på.

Iværksætterbullshit og et totalt intetsigende diagram, som jeg ikke forestillede mig, at nogen ville tage alvorligt, (hvilket der også indtil videre kun har været én, der gjorde.)

Min ambition med wishlist.dk, var (og er) at udvikle en brugbar ønskeseddelservice, ligesom mange andre før mig. Jeg var stolt af resultatet, så jeg stillede siden til rådighed for den forsvindende lille del af verdens befolkning, der både kan dansk og kan finde min side blandt de mange lignende sider. Siden har ingen forretningsmodel, ingen vækststrategi, ingen ansatte, ingen værdisætning, nul exitplan, nul indtjening. Kun beskedne udgifter: et domænenavn og en smule server. Et con amore-projekt.

Ønskeskyen har 46 ansatte (november 2023), og er et kommercielt foretagende, som er ejet af ambitiøst- og valutaklingende Dotcom Capital ApS, som igen har ejere i fine byer som fx Marbella og Køge. Det er den type virksomhed, mine børn ser reklamer for i sekunderne før dagens afsnit af Valdes Jul på TV2. Ønskeskyen ønsker sig at blive DEN STØRSTE ØNSKESEDDELSERVICE I VERDEN. Den præcise forretningsmodel kender jeg ikke, men jeg tror, at det er noget med, at Ønskeskyen får en del af kagen, når din mor køber den Airfryer, du ønsker dig, fra en virksomhed, Ønskeskyen samarbejder med. Der er åbenbart mange, der ønsker sig en Airfryer.

Ønskeskyens advokat har (med stor sikkerhed) fundet ud af, at jeg arbejder i Datatilsynet ved at læse mit CV, for jeg har ikke skrevet om det andre steder. Jeg vil gerne have, at det, jeg ytrer som privatperson på min blog, Twitter, Aula, etc., ikke misforstås som min arbejdsplads’ holdninger, og derfor er mit arbejde ikke noget, jeg går og skilter med. Hvad jeg skriver på min blog som privatperson, har intet med min arbejdsplads at gøre.

Som min chef opfatter samtalen, er advokaten på Ønskeskyens vegne blevet betænkelig ved, at en medarbejder i Datatilsynet, som er tilsynsmyndighed for Ønskeskyens behandling af persondata, udtaler de ting om Ønskeskyen, som Ønskeskyen opfatter, at jeg skriver i mit blogindlæg.

Min chef betrygger advokaten ved at oplyse, at jeg ikke sidder med sagsbehandling. Det er ikke nogen nyhed, hvis man allerede har brugt tid på at finde og læse mit CV.

Derudover forstår min chef på advokaten, at Ønskeskyen har tænkt sig at stævne mig for noget i retning af “overtrædelse af markedsføringsloven” og “injurier” på baggrund af blogindlægget. Det er oplysninger, som slet ikke kommer min chef ved.

Kapitel 2: Chefens kontor

Da jeg bliver kaldt ind på min chefs kontor og hører om opkaldet, bliver jeg – for at sige det mildt – overrasket.

Jeg havde nemlig ikke selv hørt noget fra Ønskeskyen om mit blogindlæg. Min chef fortæller mig, at en virksomhed, jeg har skrevet om, er så utilfredse med det, jeg har skrevet, at de bruger dyre advokattimer på at reagere ved at kontakte min arbejdsplads, og at de oven i købet har tænkt sig at stævne mig.

Kontakt via wishlist.dk. To klik.
Kontakt via helmstedt.dk. To klik.

Det havde været både nemt og billigt at kontakte mig direkte. I stedet valgte advokaten at bruge af Ønskeskyens og skatteborgernes penge på først at finde frem til min arbejdsplads og min chef, og dernæst at ringe til hende. Jeg er helt sikker på, at hun kunne have brugt sin og min arbejdstid på noget mere nyttigt.

Min arbejdsplads er et fornuftigt sted, men alligevel har jeg det dårligt med, at den er blevet involveret i noget, jeg går og pusler med som privat-Morten. Jeg er ikke sådan rigtigt bange for konsekvenser på arbejdet, men i januar 2023 er jeg forholdsvis nyansat og væsentligt mere optaget af at løse problemer end at være årsag til dem.

På arbejdet sker der ikke mere. Henvendelsen bliver, som DJØF’ere kalder det, “taget til efterretning”. Det betyder, at den arkiveres, og at der formentlig aldrig er nogen, der vender tilbage til den.

Kapitel 3: Hjemme igen

“Stævnet”, “markedsføringsloven” og “injurier” er ikke mine favoritord (jeg kan bedre lide ord som “negroni” og “gedefeta”). Som privat-Morten er jeg på en og samme tid både meget principfast og ret konfliktsky, så lad os bare sige, at mine følelser er blandede. Jeg går i gang med at prøve at omsætte følelser til handling:

Næste dag får jeg kontaktet min forsikring for at høre, om min retshjælp dækker den slags. Jeg ringer til nogle hjælpsomme og empatiske advokater hos Bird & Bird, som har ry for at have forstand på teknologi. De flinke advokater beroliger mig (helt uden at fakturere) og anbefaler:

  • At vise mig samarbejdsvillig
  • At slå koldt vand i blodet, indtil jeg rent faktisk modtager noget på skrift fra Mazanti-Andersen og Ønskeskyen, hvorefter de gerne (mod betaling, forstår jeg), vil hjælpe mig så godt de kan

Jeg forsøger at ringe til advokaten fra Mazanti-Andersen et par gange, men han tager ikke telefonen. Jeg sender en e-mail og forsøger at udvise samarbejdsvillighed:

Jeg forsøger at gøre det endnu nemmere for advokaten at få fat i mig.

Jeg snakker med venner, familie og mine kolleger (i frokostpausen) om sagen. De udviser forståelse for min situation. Vi griner af det absurde og bizarre ved det. Det hjælper.

Epilog

Jeg hører aldrig tilbage fra advokaten. Der kommer ikke nogen stævning i postkassen. Tiden går.

Det, som Ønskeskyens advokat opnåede ved at involvere min arbejdsplads i, at virksomheden var utilfredse med noget, jeg havde skrevet som privatperson, var at intimidere mig ved kynisk at bruge det middel, der gav mig allermindst lyst til igen at ytre mig om Ønskeskyen. Det virkede, for der er gået over et år, til jeg har taget mig sammen til at fortælle historien, selv om jeg var så fortørnet over fremgangsmåden, at jeg havde lyst til at gøre det med det samme. I året, der er gået, har jeg ytret mig meget lidt om wishlist.dk og slet ikke om Ønskeskyen.

P.S.

For nogle måneder siden var der en der skrev noget vredt i /r/Denmark på Reddit (et sarkastisk diskussions- og selvhjælpsforum for yngre, liberale mænd) om, at Ønskeskyen ændrede på gavelinks.

En anden anbefalede wishlist.dk, og en tredje skrev, at mit 2-0 til wishlist.dk i kampen mod techgiganten Ønskeskyen” indlæg er ret morsomt”.

Jeg blev, af hvad jeg tror er forskellige, rigtige mennesker, kaldt:

  • Absolut madlad
  • Kæmpe chef
  • Ok Cool fyr

Jeg fik at vide, at jeg:

  • lyder alt for nice! Gode projekter han har! 10/10 ville købe øl til ham i byen!
  • virker som en super fyr. Hans projekt med at skaffe danske domæner har skaffet mig god værdi.
(Muligvis) forskellige (muligvis) mennesker på Reddit, der synes jeg gør en positiv forskel for menneskeheden.

Jeg blev endda kontaktet af en journalist, der havde læst Reddit-tråden, og som overvejede at nævne mine internetprojekter i en podcast.

Det føltes som en anerkendelse af, at mine hjemmesider og kode, som jeg stiller gratis til rådighed, er nyttige for andre. Det var meget livsbekræftende for mig at blive omtalt på den måde.

Hver eneste gang, jeg bliver kontaktet af forskellige privatpersoner, der har gode idéer til mine websider, eller problemer/projekter, som de håber jeg kan hjælpe dem med, bliver jeg glad. Jeg ønsker mig et internet, hvor vi hjælper hinanden.

Tak for hjælpen.